Jeg må blankt erkende, at jeg er nået til en sektion i pladesamlingen, hvor jeg ikke helt er på hjemmebane – og hvor jeg faktisk ikke rigtigt bryder mig om de plader, der bliver spillet. Og det er jo ærgerligt. Men jeg er en mand med en mission, og nu skal de altså høres, skal de, på trods af idelige protester fra herboende familiemedlemmer og – kan jeg forestille mig – faste læsere af denne blog (hvis sådanne ellers eksisterer).
Men altså: Comsat Angels var et band fra Sheffield, England, der debuterede med albummet Waiting for A Miracle i 1980, og som inden da havde indspillet singlen “Red Planet” i 1979. Ingen af disse solgte særligt godt – eller har fæstnet sig i ret manges ører – og da det samme sikkert kan siges om stort set alle deres udgivelser, hele 9 albums og en perlerække af hastigt glemte ikke-hit-singler, i perioden fra 1980 – 1995, skal vi nådigt lade dem slippe for navns nævnelse og blot konstatere, at Chasing Shadows er den 6. i rækken af langspillende udgydelser.
Bandet havde på dette tidspunkt Kevin Bacon på bas, men en hurtig søgning på det indholdsrige og altomfattende internet afslørede tidligt, at der desværre ikke er tale om skuespilleren af samme navn, der vist nok ellers er en habil musiker, og som slog igennem i ungdomsdansefilmen Footlose (hvis soundtrack iøvrigt var en herligt tidstypisk udgivelse indeholdende bl.a. Bonnie Tylers kæmpehit: “I Need A Hero”), men som inden da havde haft en lille, men uforglemmelig, rolle i den første film om dræberen Jason: Fredag den 13.. Her spillede Bacon en ungdomsvejleder ved sommerlejren Camp Crystal Lake, iført den mindste Speedos-badebuks, der kunne opdrives på dette tidspunkt, inden han måtte lade livet i post-coital afslapning i underkøjen, hvor en frygtelig lang og dødbringende kniv blev ført gennem hans krop nedefra. Og det kan ikke have været rart for ham, vel?
Sådan er der så meget, og nu har jeg skrevet en del om alt muligt andet end albummet. Det er med vilje! Noget skal man jo skrive, og albummet er så rædselsfuldt kedeligt, at jeg ikke rigtigt kan mobilisere viljen til at komme op med noget fornuftigt om det. Musikken er nærmest søvndyssende i dens lag på lag af synth og lidt flade-guitar, og så er der en bedrøvelig stemme i forgrunden, der med rigelig luft på stemmebåndet og utilstedelig patos snørkler sig gennem tekster, der i bedste fald er ligegyldige hjerte-smerte-sager – hvis man da gider lytte efter ordene, hvad der kan være svært, eftersom man ret hurtigt drifter mentalt væk.
Inspirationskilderne er tydeligvis Simple Minds med en snert af U2, bare uden nogle af disse bands talent, men omvendt; netop U2 er faktisk årsagen til bandets største claim to fame; de varmede nemlig op for netop U2 på hele 18 koncerter i 1981, og det er alligevel stort!
Men jeg tror faktisk, at vi lader den ligge der, komplet med ekko, reverb og tilstræbt stadionlyd på trommerne, og springer videre til næste rædsel i pladesamlingen. Stay tuned….