Er der overhovedet et nummer på denne plade, der ikke spilles i mol? Disintegration er The Cures mesterstykke; et sammenhængende værk, præget af dysterhed, dommedag, kulde, fravær og dekobling (hence the title, sommansir), og selv om mit eget, aldeles subjektive, bud på den bedste Cure-plade nogensinde var deres forrige album, Kiss Me Kiss Me Kiss Me, så er det et ualmindeligt tæt løb mellem den og så dette redefinerende album.
Disintegration kunne i alle henseender lige så vel være endt som et soloalbum fra Robert Smith. Semi-deprimeret over sin fremskredne alder (han var tæt på 30) og under indflydelse af diverse hallucinogener havde han lukket sin inde og frembragt en række demo-udgaver af de sange, der skulle med på albummet, og dem tog han med til mødet med de øvrige bandmedlemmer. Usikker på, om de ville tage pænt imod det, havde Smith allerede på dette tidspunkt besluttet sig til at udgive dem – og hvis bandet ikke ville være med, så ville det blive på et solo-album.
Det ville de dog gerne – og tak for det! For det er en bandindsats hele vejen rundt, hvad der tydeligt høres allerede på første skæring, den knugende “Plainsong”. Efter en intro af vindklokker, sætter bandet buldrende ind med en væg af lyd, komplet med basgange, der kunne være hentet fra Joy Divisions sorteste kælder, synthesizerlydflager, for en gang skyld velanbragt og stemningsforstærkende, og en ringlende guitar inden Smith selv, tilbageholdende og uden klynk, sætter stemningen for albummet:
“i think it’s dark and it looks like rain” you said
“and the wind is blowing like it’s the end of the
world” you said “and it’s so cold it’s like the
cold if you were dead” and then you smiled for
a second.
Hele dette arrangement afleveres så drævende, slæbende og langsomt, at man næsten får lyst til at skynde lidt på dem. Samtidig er det tæt på at være den smukkeste albumåbner, der eksisterer i pop- og rockhistorien. Men det er nok ikke dén sang – og dét album – man skal høre, hvis man netop er gået fra kæresten eller iøvrigt er et sted i sit liv, hvor fortrydelser, vemod og tristesse er dominante stemningsførere. Selv hvis man er et iøvrigt velafbalanceret individ på et godt sted i livet, risikerer man let en klump i halsen og mærker den latente trang til at låse døren, trække gardinet for og krybe i fosterstilling på sofaen, mens musikken spiller – højt!
Og det fortsætter. Den næsten bedrageriske “Pictures of You” lyder ved de første par strofer som om Cure løfter foden lidt fra gloom-pedalen, men i stedet får vi en isnende kærlighedserklæring, på forhånd døm til fortabelse: “Remembering you fallen into my arms / Crying for the death of your heart / You were stone white / So delicate / Lost in the cold”. Den vidunderlige “Love Song” med de ringlende guitarer og det musikalske overskud, er det tætteste vi kommer til en rendyrket kærlighedssang, og også her er der lidt mere på spil end blot lovprisningen af den udkårne, for er hun ikke blot frelsen for den fortabte og knugede sjæl? Og der findes vel ikke en mere skræmmende vuggevise end “Lullaby” med den hviskende stemme, der beretter om nattens kryb og modbydelige tildragelser, inden man vågner “in the shivering cold / And the spiderman is always hungry”.
Disintegration er ét langt højdepunkt, så i virkeligheden bør man ikke pille det i stykker ved at fremhæve enkeltnumre. Hvis styrken i Kiss Me Kiss Me Kiss Me var diversiteten og de talrige genresprængninger, er styrken på Disintegration den stringens og stramhed, der præger albummet. Det er smukt og smertefuldt, præget af dommedag, ensomhed og død og det kunne passende have været Dante, der var blevet bedt om at introducere albummet, for her lades alt håb (næsten) ude. Det er et af firsernes musikalske højdepunkter, vi har mellem hænderne her, og et uomgængeligt album fra et orkester, der aldrig før eller siden har været bedre. Og det er sagt, selv om jeg af personlige årsager er gladere for Kiss Me…