De fleste anmeldere og kritikere verden over vil fortælle dig, at The Cure peakede på den skelsættende Disintegration, deres vidunderlige album fra 1989, men hvis du spørger mig, så finder man kvintessensen af alt, hvad der er The Cure på dette dobbeltalbum. Samtidig er det i min verden det bedste The Cure nogensinde har lavet – omend det er en hårfin afgørelse.
Det, der bl.a. får vægtskålen til at tippe i retning af Kiss Me… når jeg skal udpege det bedste The Cure-album er muligvis også, at det var det første jeg købte. Jeg var tidligere ad forskellige kanaler blevet præsenteret for dem – bl.a. via en kammerat, der havde investeret i deres single-opsamling (incl. B-sider) Standing On A Beach – men det var Kiss Me… jeg købte for de få sammenskrabede midler, jeg havde til rådighed dengang til at købe musik for. (NB: ja, kids; dengang, i jeres forældres og bedsteforældres dage, skulle der betales hver gang musiksamlingen skulle udvides. Ingen Spotify, Ingen Apple Music, ingen YouTube etc… Hvad siger I så??)
Naturligvis er det derfor også det af mine Cure-album, der er blevet hørt oftest. Og som det ofte er tilfældet med (de gode) plader indkøbt i ungdommen, så er det i dén grad blevet hængende hos mig, måske primært som en erindringsgenkaldelse af hine ubekymrede tider – der i parentes bemærket jo absolut ikke var ubekymrede – men sandeligen da også, fordi jeg holder af pladen og musikken på den.
Kiss Me Kiss Me Kiss Me er på ingen måde det strammeste Cure-album, sådan rent stringent eller i konceptuel forstand. Det stritter i alle retninger, og det får man i virkeligheden et rigtig godt hint om allerede på side 1, hvor det åbningsnummeret “The Kiss” indleder pladen med en 4 minutter lang vidunderlig gang skramlet støj, der nærmer sig smerteniveauet første gang man hører det, inden en jamrende og klagende Robert Smith sætter ind med: “Kiss me kiss me kiss me / Your tongue is like poison / So swollen it fills up my mouth”. Så var tonen slået an, troede man, inden pladen fortsatte med skæring nummer 2, “Catch”, der er en opvisning i stilfærdigt udført glad pop-ballade med lyrisk tilsnit og hopper videre til den tungt gungrende “Torture”, der er som skrevet til de unge, der med tung mascara – drenge som piger – opsøgte nattens lidelse og smerte.
Det er med andre, og pæne, ord et eklektisk album. Kritikere vil hævde, at det er et rodet album. For i himlens navn, hvor det dog stritter i alle retninger; fra semi-akustiske ballader til post-punk, fra glad dansepop på “Why Can’T I Be You”, “How Beautiful You Are” og “Just Like Heaven” til soniske mareridt med orientalsk tilsnit i “If Only Tonight We Could Sleep” og foruroligende guitar- og trommebaseret mistrøstighed på “The Snakepit”. Og på tværs af alle stilarter og genrer så umiskendeligt cure’sk, som kun The Cure kunne gøre det. Og vel netop den eneste måde, hvorpå man kunne få teens i alle aldre til at identificere sig fuldblodet med The Cure som deres band: ikke ved en sammenhængende, episk, stringent fortælling, men ved at omfavne alle de stemninger og begivenheder som netop unge mennesker oplever med en styrke, som kun alt for hurtigt fortoner sig i ansvar og forpligtelser på andre niveauer.
Øv, nu blev man jo helt rørstrømsk, og det var faktisk ikke meningen. Jeg vil langt hellere forsøge at overtyde Dem, min kære læser, om at dette er et album, De næsten bør høre en eller flere gange i Deres liv. Også selvom De, som undertegnede, forlængst har nået en alder, hvor teen-strabadserne forlængst er en erindring om mere interessante tider.
Det er nemlig et forbasket godt album, og hvis De kun skal høre et album med The Cure, så vil jeg klart anbefale, at det bliver dette. Og når De har hørt det, så hør for resten også lige Disintegration og vend så tilbage og fortæl mig, hvilket der er Deres favorit.