For nogle år siden rendte et af mine børn – her skal ikke nævnes navne – rundt med håret farvet knaldsort, tung mascara på øjnene og et verdensfjendtligt udtryk i ikke blot øjnene, men i hele hendes attitude. Det hele var tydeligvis noget skidt, lod hun klart forstå, og bands som My Bloody Valentine og (i en kort overgang) Tokyo Hotel fyldte hendes bevidsthed. Med andre ord; hun var Emo!
Et af de øvrige bands, der fyldte i denne overgang var The Cure med den karismatiske forsanger og sangskriver Robert Smith i forgrunden. Og i al den nyfundne weltschmertz nænnede man jo næsten ikke at fortælle, at det jo altså var musik, som også far og mor havde hørt i deres unge dage. Men til gengæld glæder det jo en gammel mand, at forrige generationers musik kan finde vej til teenageværelserne både tyve og tredive år efter udgivelserne.
Når det så er sagt, så er The Head On The Door i mine ører íkke særlig sortseende eller lidende. Tværtimod er den fyldt med popsange af øverste klasse, og selv om Robert Smiths stemme i sig selv sagtens kan kalde på lidelse og en stemning af smerte, så er fx fan-favoritten “In Between Days”, der åbner side 1, en vidunderlig lille popsag på under tre minutter (med en baslinje, der synes tyvstjålet fra New Order, men hvad gør det, når musikken spiller), der iøvrigt sikrede The Cure gennembruddet på den anden side af Atlanten.
The Head On The Door er fyldt med slige sager. Generelt har the Cure her helt forladt deres post-punkt og goth-image (og ditto lyd) og syntes i stedet opsat på at spille og producere musik, der både kunne lyttes og danses til. “Close To Me” er et fantastisk track, båret af en lille synthesizer-rundgang bag Robert Smiths stemme og lidt syntetisk håndklap som rytme, og så er der en vidunderlig gang flamenco og spansk guitarstemning i “The Blood”, mens “Six Different Ways” lyder decideret legesyg. Kun “Kyoto Song” har efter min ringe overbevisning en molagtig stemning af dommedag og død over sig.
Det er ikke hver dag, jeg hører The Cure – og når det sker er det ikke altid The Head On The Door, der kommer på først. Men albummet er en glimrende introduktion til The Cure – hvis man altså ikke som hardcore fan foretrækker de tre foregående, mere gloomy, albums. Det er hermed anbefalet til alle, der måtte have lyst til at kaste sig over et af midtfirsernes bedste engelske band og en af samme periodes gode plader. Og det kan altså sagtens høres, selv om man ikke lider af lede ved verden.