Midt i sangen “Doing The Unstuck” på side 2 af dobbeltalbummet Wish udbryder Robert Smith pludselig: ‘Let’s get happy’! Det kunne jo godt forlede en og anden til at tænke, at nu er selvsamme Smith da endelig ude over sit sortsyn, sit afsavn og den konstante og evindelige smerte og lede ved verden, kærligheden, livet og alt det andet. Og dét ville da være dejligt for ham, ikke?
Men nej; selvom Wish rent musikalsk er tættere på The Head On The Door end det foregående, dystre Disintegration, så er det et aldeles forræderisk indtryk man får. For ganske vist indeholder albummet et af The Cures største hits nogensinde, den glade “Friday I’m In Love”, men problemet er jo i virkeligheden lidt – også på denne glade pop-sag, der minder om både R.E.M. og adskillige 60’erpopsange – at det kan da godt være, at der er gode ting at hente om fredagen, men om søndagen, så er vi tilbage, hvor vi startede.
Pladen lægger ud med en fin rock-sag, “Open”, der med masser af guitarer og tunge trommer – og naturligvis Robert Smiths sædvanlige hylen og klynken, der får lytteren til at bekymre sig om, hvorvidt han nu pludselig vil bryde ud i krampegråd – fortæller om den ensomme mand, der bare holder det hele ud ved at drikke kontinuerligt og desperat. Og man ved, at man er i gode hænder, rent Cure-mæssigt, når sangen åbner med linjerne: “I really don’t know what I’m doing here / I really think I should’ve gone to bed tonight”. Så er linjen lagt, og den holder de flot alle 4 sider igennem, så man til sidst ender i den dejligt støjende, tungt gothrockende “End”, hvor vi ligesom får samlet op:
I think I’ve reached that point
Where giving up and going on
Are both the same dead end to me
Are both the same old song
…
Please stop loving me
Please stop loving me
I am none of these things
Dén sang – og den albumslutning – er jeg ret vild med. Det samme er tilfældet med “Cut”, der også er lidt vild i sit let støjende guitarfræs, og så er der noget lækkert psykedelisk ind over “From the Edge of the Deep Green Sea”, og det er jo altid godt.
Wish er den sidste og senest udkomne af de fire plader, jeg ejer med The Cure. Og her, hvor jeg nu har hørt dem alle i tæt forlængelse af hinanden, så er der en tanke, der trænger sig på. Er Robert Smith, sådan lidt skarp trukket op, i virkeligheden en glad lille pop-dreng, forklædt som dyster goth-fætter? Det er som om, der under al dysterheden og al den voldsomme lede og smerte, der udtrykkes i teksterne, gemmer sig en sangskriver og komponist, der trækker så hårdt på genkendelige pop-strukturer i melodierne, at det næsten virker som om, støjen og skramletheden bliver til udvendig staffage? Ihvertfald på denne plade.
Nå, det er nok bare mig, og alt andet lige; jeg kan jo godt lide, når det støjer, skramler og larmer, så på den måde er alt tilgivet. Og bortset fra “Friday I’m In Love”, “A Letter to Elise” og til dels “High”, findes der en hel del af den slags på pladen, så mine lyster bliver ihvertfald på dette område tilfredsstillet. Og så er der jo iøvrigt lige “Trust”, der pludselig excellerer i piano og synthesizere i store, beroligende lydflager med melankolsk slagside, også i teksten.
Bottom line; jeg er glad for The Cure, men for min egen – og husstandens – sjælefreds skyld, er det ikke så tit, jeg spiller det, thi det er ikke alt, man bliver i godt humør af at høre, mens man lige får ordnet dagens tildragelser over middagen, kaffen eller opvasken. Men hvis jeg skulle vælge blandt det udvalg, der findes på pladereolen, så var det nok ikke Wish, der stod forrest på listen over plader, der skulle smækkes på grammofonen. Det er på ingen måder et dårligt album, tværtimod, men eftersom det er det Cure-album, jeg har hørt færrest gange, er det også det, jeg har det mest perifere forhold til. Det er sikkert både synd og skam, for i genhøret blev det tydeligt, at det er et glimrende album. Så sæt det endelig på i dit eget hjem…
PS: Albummet blev naturligvis først og fremmest udgivet på CD, og det er jo godt for mig. Det betyder nemlig at min vinyludgave nu kan sælges for væsentligt mere, end jeg i sin tid gav for den. Men det har jeg nu ikke tænkt mig at gøre. Om der bliver en åbning for salg må derfor komme an på mine arvingers humør, når den tid kommer.