I juli 1971 døde Jim Morrison på et hotel i Paris. 4 måneder tidligere var Morrison taget til Paris med sin kæreste, muligvis for at komme på afstand af retslige slagsmål, stridigheder internt i bandet eller simpelthen for at komme lidt mere overens med sig selv og sin status som en af klodens berømteste rocksangere. Ved sin død indskrev han sig i den berømte/berygtede Club 27, der består af rock- og popikoner, der døde i netop den alder, fx Curt Kobain, Brian Jones, Janis Joplin, Jimi Hendrix og Amy Winehouse – og som et makabert notabene til dén historie, døde også Morrisons kæreste, Pamela Courson, et par år senere, ligeledes i en alder af 27.
Som svært ungt menneske var jeg på datidens dannelsesrejse – InterRail – havnet i Paris sammen med en god ven, og det betød naturligvis også, at vi skulle forbi Morrisons grav på Pére Lachaise kirkegården i Paris. Tro mod traditionen stod vi derfor en varm julidag ved en graffitiovermalet og affaldsomgivet grav, og drak en enkelt tår af vores billige øl, inden vi hældte resten ud over graven. Så var dét ligesom blevet hakket af på livets store to-do-liste, og det var jo sikkert godt nok for en 19-årig, der havde følelserne ude på kroppen og rockhistoriens legender present…
Anyways; L.A. Woman udkom tidligere samme år (1971) og blev dermed det sidste studiealbum The Doors indspillede i den oprindelige besætning. I forlængelse af Morrison Hotel er albummet primært funderet i bluesbaseret R&B – men med det særlige touch, der var The Doors varemærke. Også her er keyboard/Hammondorgel en særdeles vigtig medspiller, selv på numre, hvor man skulle tro det var umuligt, og albummet er spækket med både up-tempo party-sange som “The Changeling” og dystre udsagn som “Riders On The Storm” – der naturligvis er et af undertegnedes favoritnumre på en iøvrigt glimrende rockplade.
Titelnummeret er en vidunderlig tempofyldt road- og radioklassiker, der simpelthen bare er en god, swingende rock-sang og den noget mere laid-back, næsten loungeinspirerede “Love Her Madly” blev ligeledes et solidt Doors-hit. “The Wasp” er absolut lytteværdig svedig, semi-syret klassisk blues, men det er, ihvertfald for undertegnede, den skamredne “Riders On The Storm” der er hele albummet værd. Næsten jazzet og aldeles uheldssvanger maler den et voldsomt og dystert billede frem fra indledningens stormlyde og ildevarslende klaverintro frem mod den billedskabende tekst:
There’s a killer on the road
His brain is squirming like a toad
…
If you give this man a ride
Sweet family will die
Det er ikke rart, og på den baggrund er det næsten naturstridigt, at sangen blev et ret stort radio-hit. Men det er en af mine favoritter, og selv om albummet ikke er – dertil er det lidt for ujævnt og med lidt for langt mellem snapsene – så er det dette nummer der gør, at albummet af og til fortsat bliver støvet af og lagt på pladespilleren.