Morrison Hotel er The Doors i deres mest rockede hjørne, ihvertfald på side 1, eller – som det kunne se ud – den første af de to plader, der gemmer sig i albummet. Side 1 hedder nemlig ‘Hard Rock Café’, mens side 2 er betitlet ‘Morrison Hotel’. En sådan lille, fiks idé kunne jo godt forlede en og anden til at tro, at bandet gerne ville have, at man opfattede det som to forskellige albums, så det kan man jo godt lege, hvis man har lyst til det.
Jeg er flintrende ligeglad. Store dele af Morrison Hotel er jeg simpelthen bare glad for, og under alle omstændigheder så er dette album væsentligt bedre i min optik end fx Waiting For The Sun. For en rockglad musiklytter er det simpelthen en lise for sjælen at lægge pladen på og lade nålen falde ned i den første skæring, “Roadhouse Blues’, der på en baggrund af god, solid rockblues simpelthen bare drøner derudaf som en af rockhistoriens dejligste party-syng-med-sange. “I woke up this morning and I got myself a beer / The future’s uncertain and the end is allways near” synger Jim Morrison med sin fantastiske rock-baryton inden han afleverer det gode råd, at vi skal “Keep your eyes on the road / And hands upon the wheaaaalll”. Det bliver simpelthen ikke meget bedre, når The Doors åbner for godteposen og pakker alle de fortænkte melodiske strukturer væk og dropper de højtflyvende lyriske ambitioner for en stund.
“Waiting For The Sun” kom ikke med på albummet af samme navn – som det ellers var tiltrænkt – og det er synd. det kunne have løftet dét album en lille smule, for det er faktisk et fremragende nummer, og så er det jo godt, at det er med her. Det er “Peace Frog” også; deres hidtil mest politiske nummer, og dét nummer, som Oliver Stone (mis-)brugte i sin film med det famøse, talte midterstykke. Men det er et fedt nummer.
Side 2 er lidt mere i det traditionelle blues-område. også selvom der her fortsat er Robbie Kriegers gode guitarstykker, der indrammer både orglet og Morrisons vokal. Jeg er ret glad for især “The Spy”, men det er – på trods af Morrisons forsikring om at han var ‘born to sing the blues’ på “Maggie McGill” side 1, der for alvor rocker. Men selvom det kun er den ene af de plader man kan lide, så er et album, der indeholder “Roadhouse Blues” i originalversionen et album, der skal være at finde på ihvertfald min reol.