Hvis jeg på et eller andet tidspunkt skal udgive en bog, der hedder noget i retning af “Verdens bedste debut-album”, så ville The Doors første, selvbetitlede album afgjort være at finde i toppen af dén liste. Det er simpelthen et helt åndssvagt godt album – og det var altså deres første plade!
For at være i toppen af en sådan liste, skal der naturligvis være nogle parametre, der skal opfyldes. For det første skal det være en plade, jeg godt kan lide (surprise!), dernæst skal det være en plade, der kan ‘stå for sig selv’, og det vil sige, at det skal kunne høres som et særskilt album, hvor opfattelsen af det ikke er farvet af de følgende albums fra samme gruppe, og endelig skal det naturligvis have noget staying power. Det skal med andre ord være værd at lytte til også ti, tyve eller måske endda 50 år efter udgivelsen. Og alle disse tre parametre opfylder The Doors efter min ringe overbevisning.
Pladen åbner med en af The Doors (mange) klassikere, “Break On Through” med den karakteristiske, korte intro, den voluminøse orgel-backing og de for en rocksang atypiske rytmer – og så naturligvis Jim Morrisons voldsomt udtryksfulde (teatralske?) sang. Der er godt nok pondus i den stemme, ikke blot på dette nummer, men hele pladen igennem. Beherskelsen af de mange genrer kommer allerede til udtryk i den næste sang, “Soul Kitchen”, der er anderledes, nå ja, soulet, inden det går over i noget stilfærdigt, orientalsk orienteret på “The Crystal Ship” og den mere solidt rockende “Twentieth Century Fox”. Den bluesy, sejt groovende “Backdoor Man” foregriber mange af de sange, der kom senere på albums som Morrison Hotel og L.A. Woman.
Jeg tror ikke, at selv det rockpublikum, der i midten og slutningen af 60’erne var vant til lidt af hvert fra The Beatles, Jimi Hendrix, Rolling Stones og Velvet Underground havde kunnet forberede sig mentalt på lyden af The Doors. Men det gjorde de til gengæld hurtigt, for også det brede publikum blev fans; albummet solgte godt, hjulpet rigtig pænt på vej af nr. 1-hittet “Light My Fire” – i singleversionen nedbarberet fra de oprindelige næsten 7 minutters spilletide til en mere radiovenlig 3-minutters udgave. En klassisk rockhymne om sex, kærlighed og alt, hvad der følger heraf. Og sørme om ikke også der er blevet plads til klassisk cabaret/opera på cover-versionen af Kurt Weills og Bertol Brechts “Alabama Song” – der fungerer aldeles glimrende, primært fordi den 23-årige Morrison synger som en dybt erfaren Tom Waitts-barpianist på den.
Den voldsomt ambitiøse “The End”, der afslutter albummet, er udskrigelsen af et ødipalt drama og fuldstændig uafrystelig for alle, der har set introen til Francis Ford Coppolas mesterlige Vietnam-drama Dommedag Nu.
The Doors er ikke bare et godt debutalbum. Det er en fremragende plade, skabt af et band, hvor alle medlemmerne var i starten af tyverne, da det blev indspillet, men hvor de fremstår som gamle, garvede sangskrivere, komponister, musikere og sangere. På alle leder og niveauer en rockklassiker, der er ualmindeligt svær at komme udenom, når der på et eller andet tidspunkt skal skrives den ultimative fortælling om populærmusikken.