Er der et nummer, der indkredser The Eagles’ karriere, er det titelnummeret fra Hotel California. Selv musikelskere, der er væsentligt yngre end jeg, vil kunne identificere bandet, hvis man blot stilfærdigt hvisker “Hotel California” i øret på dem.
Det er velfortjent. Dét nummer kan jeg faktisk også godt lide. Og det i virkeligheden på trods af dets efterhånden klichéagtige status. Men hvem pokker kan dog ikke lide en god pop- eller blød rockmelodi, der indeholder linjerne: “You can check out any time, you like / But you can never leave”? Faktisk så forholder det sig nok sådan, at dét nummer er den eneste grund til, at jeg overhovedet ejer pladen. Blandt andet fordi jeg har en kammerat, der som et party-nummer kan stille sig op på en ølkasse eller stol og tegnsprogstolke teksten. Ganske vist i et selvopfundet tegnsprog, men alligevel; der er simpelthen ikke et øje tørt, når vi alle er i godt humør, har drukket et par øl eller lignende og han stiller sig op og simultantolker teksten.
Derudover er det et fantastisk nummer, hvis man vil forsøge at tolke tekster generelt. Man kan få det til at blive til alt muligt; fra den amerikanske drøms fallit over en roadmovie med gyser-tilsnit til ren satanisme. Prøv selv, I dare you! Og melodien er charmerende og en ørehænger i alle henseender.
Når dét så er sagt, så er jeg ikke særlig vild med albummet. Selv om det solgte mere end 32 mio. eksemplarer worldwide, så er det – for mig at høre – arketypen på en californisk rockplade, der musikalsk befinder sig i grænselandet mellem softrock, surfer-/slackerrock og elevatormusik, og som sådan rammer den store, brede midterstribe på landevejen, hvor der kunne sælges masser af albums – uden at de øvrige skæringer på albummet havde nogen blivende værdi. Og i mine ører er det simpelthen ikke godt nok til, at man lægger pladen på mere end en gang hvert femte år.
Med mindre altså, at man er til fest, og Martin disker op med en simultantolkning af titelnummeret. Dét er fandeme sjovt….