The Everly Brothers: All I Have To Do Is Dream (1989)

Som så ofte før er vi havnet i området med spørgsmål om, hvordan denne plade dog er havnet i min reol? Og uskønt, som det end måtte være, så har jeg simpelthen ikke noget svar. Faktisk anede jeg ikke, at den stod der før den dukkede op efter mine tre Eurythmics-plader, så den er nok ikke ligefrem blevet slidt ned på nogen måde.

Nå, men nu er den altså blevet hørt. Stilfærdig, uden at skrue voldsomt op for noget som helst, og med en vis genkendelse – men måske nok uden genkendelsens glæde. Men selvfølgelig husker jeg da The Everly Brothers – og naturligvis erindrer jeg hine tider i barndomshjemmet, hvor fx titelsangen sagtens kunne være et fint lille nummer i morgenradioen eller på et eller andet tidspunkt, hvor ingen blev generet af den.

Der er nu heller ikke meget på albummet, der kan genere nogle. Lidt rock-pop standarder fra 50’erne og 60’erne, så som “Wake Up, Little Suzie” og “Be Bop A Lula” og lidt halvglemte sange og melodier fra anno dazumahl, som fx “Bye Bye Love”. Det hele udsat for akustisk guitar, lidt underlægning og så ellers solidt placeret i mandestemme-harmoni-land. Det er nydeligt, uden at være på nogen måde prangende, men hvis man er til herreduetter med første- og andenstemme, og man iøvrigt godt kan lide lyden af folk-pop fra 1950’erne og frem, så bliver man ikke snydt med denne opsamling.

Men det er jeg ikke, ihvertfald ikke i denne udgave, så jeg hopper lystigt videre i reolen.