The Flaming Lips havde eksisteret i næsten 20 år, inden de udsendte dette fremragende album. Det meste af tiden havde bandet dog haft en forholdsvis begrænset fanskare, grænsende til, at bandet havde kultstatus, dog afbrudt af små glimt af bredere, kommerciel succes, som det fx var tilfældet i midten af 1990’erne, hvor sangen “She Don’t use Jelly” gav albummet Transmissions from the Sattelite Heart en kortvarig succes på hitlisterne.
Karrieren for bandet kan dog på ingen måde siges at have været snorlige. Selv om netop ovennævnte gav en gæsteoptræden i TV-serien Beverly Hills 90210, var det ikke jagten på kommerciel succes blandt teenagere, der var drivkraften for bandet, der først og fremmest beskæftigede sig med lyd- og musikeksperimenter indenfor den psykedeliske retning. Blandt eksperimenterne var bl.a. udgivelsen af Zaireeka, et album, der bestod af fire CD’er – der var designet til at skulle afspilles samtidigt. Og når bagkataloget inkluderer en sangtitel som denne, så véd lytteren godt, at her ikke er tale om en decideret hitmaskine: “What Is The Light? (An Untested Hypothesis Suggesting That the Chemical [In Our Brains] by Which We Are Able to Experience the Sensation of Being in Love Is the Same Chemical That Caused the “Big Bang” That Was the Birth of the Accelarating Universe)”.
Frontmand Wayne Coyne forsøgte også at udgive et album, hvor han dirigerede 40 biler på en P-Plads med hver deres kassettebåndoptager kørende (hvad der dog mislykkedes), og når dertil lægges et efter sigende aldeles ekstravagant sceneshow, som jeg desværre gik glip af, da de besøgte Heartland-festivalen i sommeren 2016, så har vi her at gøre med et vaskeægte fænomen indenfor moderne musik.
Med alt det ovenstående in mente kunne man jo godt frygte det værste, når man lægger et album med titlen Yoshimi Battles the Pink Robots på pladespilleren. Men det er der absolut ingen grund til. Det er nemlig intet mindre end en afsindigt god plade. Den fulgte op på deres succesrige og anmelderroste album fra 1999, The Soft Bulletin, og det gør den med en blanding af electro-inspirerede loops, computerlyde, synthezisere og overdubs og mere standardiserede rock-elementer som trommer og guitarer. Her findes reminiscenser af Pink Floyd og af standard popsange, og det hele afleveres med overbevisning af en ualmindeligt velsyngende Wayne Coyne – i de numre, der er vokal på, altså.
Yoshimi… er i udgangspunktet et konceptalbum, der fortæller om den japanske pige, der bekæmper de onde robotter, men det behøver man vist ikke tage alt for alvorligt. Albummet er snarere en række fremragende sange og instrumentalnumre, der grundlæggende handler om at gribe livet her og nu (tror jeg nok), om eksistentialisme og retten til at være, og ellers helt generelt, som popkunsten jo gør de bedst, om kærllighed og nærvær.
Albummet åbner med et brag med den superbe og bittersøde “Fight Test” – en charmerende sag om at være/blive en mand, om valg og retten til at kæmpe, alt sammen på dybt melodisk bund med en snert af blød psykedelia. De fleste vil genkende den smukke og aldeles livsbekræftende “Do You Realize” – der må være en af de bedste sange om døden, jeg endnu har hørt, med dens strygere, kimende klokker og smukke backingvokaler – men ellers er “Yoshimi Fights The Pink Robots, Pt. 1” et absolut højdepunkt, og det samme er tilfældet med “Ego Tripping at the Gates of Hell”.
Men i virkeligheden giver det ikke meget mening at fremhæve det ene nummer frem for det andet. Hele albummet bør høres fra ende til anden – og gerne flere gange! Et album med en sådan titel skal være tegneserie- eller computerspilorienteret, og det er det også i både lydbillede og tekst. Men først og fremmest er det en plade med både catchy popsange og elektroniske, oftest afdæmpede, klange side om side i smuk harmoni, leveret med både vid, charme og indfølthed. En født klassiker til pladereolen.