Denne plade må være kommet i min besiddelse som en gave. Faktisk forestiller jeg mig, at jeg har modtaget den som en såkaldt hade-gave; en present, der skal drille modtageren på den en eller den anden måde, som det fx var tilfældet med den termo-sovsekande jeg engang medbragte til en pakkeleg til en julefrokost, eller den David Owe-CD jeg medbragte som værtsgave til en herrefrokost engang.
Når jeg er sikker på det, så er årsagen, at jeg hader a capella-musik. (For de uindviede; a capella er et musikalsk udtryk, der betyder, at en sang eller en melodi udføres uden instrumental musikledsagelse). Og i tilfældet med The Flying Pickets har vi at gøre med et helt album med cover-numre udsat for seks ferske herrestemmer i arrangementer, der mildest talt er uheldige.
Et af de værste eksempler på dette finder man allerede som sang nr. 2 på albummet. Der kan muligvis findes sange, der egner sig fint til denne udtryksform, men soulklassikeren “I Heard It Through the Grapevine” er [indsæt selv bandeord, eder og kraftudtryk] ikke en af dem! For alle os, der er vokset op med Marvin Gayes udgave – eller måske endda har kunnet ‘nøjes’ med Creedence Clearwater Revivals version – er det tæt på at være helligbrøde at udgive den som en flad, irriterende vokalharmoni-udgave.
Det er desværre ikke det eneste eksempel, thi albummet er fuld af dem. Prøv fx at lyt til Talking Heads’ fede, nedbarberede og semidesperate “Psycho Killers” – og så forestil Dem sangen udført af en glad barbershop-kvartet. Det er fandeme ikke i orden, men ikke desto mindre sker det på denne rædsel af en plade.
The Flying Pickets scorede et monsterhit i julen 1982 med et cover af Yazoos “Only You”, og det kan jeg faktisk godt huske, for det irriterede mig grænseløst allerede dengang, men man kan jo ikke argumentere mod publikums smag, vel? Iøvrigt snyder de lidt på “Only You”; her kører faktisk underlægning i form af lidt synthesizer, men det gør ikke skidtet bedre. Og sidst men absolut ikke mindst; dæleme om ikke de også radbrækker Bruce Springsteens “Factory” fra et af mine all-time favorite albums fra The Boss, Darkness on the Edge of Town.
Der er ingen undskyldninger for at udgive dette album. Det er noget bras fra ende til anden, og det kommer aldrig, aldrig, aldrig op på min pladespiller igen. Og så er jeg faktisk ligeglad med, hvem der har foræret mig det.