Det er noget nær naturstridigt, at The Human League fik Dare på gaden – og tæt på mirakuløst, at den ikke bare blev et hit på begge sider af Atlanten, men at den samtidig en gang for alle skulle sætte nye standarder for synth-pop.
The Human League havde udgivet to plader med et næsten forventeligt resultat; pæn modtagelse i pressen og salgstal, der var nydelige, uden at være prangende. I 1981 forlod to af de oprindelige medlemmer bandet, og efterlod The Human League uden meget andet end gæld, en turné, der skulle starte lige om lidt og musikpressens hånlige ord om ‘bandet, der ville fortsætte uden de kreative talenter’. Tilbageværende Phil Oakey var kontraktlig forpligtet på turnéen, så han hyrede en turné-musiker og fandt to skolepiger på 17 og 18 år på et nærliggende diskotek, som skulle gøre det ud for korsangere i dét vokale register, et af de øvrige bandmedlemmer hidtil havde sunget. Tilsyneladende opskriften på øjeblikkelig fiasko, n’est’ ce pas?
Men historien viste som bekendt, at det ikke faldt helt så uheldigt ud. Efter at have afsluttet turnéen gik Phil Oakey og de nye bandmedlemmer i studiet og indspillede det, der for eftertiden skulle blive et banebrydende tech-album, Dare. Som noget aldeles nyt og ukendt i mainstream-musikken bestod instrumenteringen af synthesizere og computere – noget, der hidtil kun var blevet gjort indenfor avantgarde- og filmmusikken, tydeligst hos Kraftwerk og den super-irriterende, men innovative, Giorgio Moroder. Ingen bas, ingen guitar og ingen trommer, blot melodiøse maskinlyde og lidt sang.
Tit er det sådan med den slags banebrydende værker – specielt, hvor man er lidt på forkant med den teknologiske udvikling – at den idelige fokusering på alt det, der er anderledes, også gør, at albummet måske er knapt så langtidsholdbart som musik, der i højere grad holder fast i nogle grundstrukturer, der også på 25 – 40 års afstand bliver genkendt af lytterne. Man kunne derfor også frygte, at genhøret med Dare ville lide under dette; at fremmedartetheden, trommemaskinerne og synthesizerne ville stjæle opmærksomheden og lede den væk fra, at der rent faktisk er noget fint på spil her. Det gjorde det også i et vist omfang ved mit genhør, men så alligevel; et par gennemlytninger senere bliver det faktisk tydeligt, at The Human League er andet og mere end overfladiske stemmer og “Don’t You Want Me?” – pladens største hit.
Faktisk er store dele af pladen ret dyster; efter de to første skæringers fokus på dansant vellyst og ditto lyd, kastes den intetanende lytter ind i en suite af dunkelhed og mørke med “The Sound Of The Crowd”, “Darkness”, “Do Or Die” og den korte side 2-åbner, et remake af temaet fra filmen Get Carter. Det er aldeles fremragende, og man efterlades med et indtryk af, at det er sange, som både Joy Division og deraf tiloversblevne New Order sagtens kunne have indspillet også. Grandiost og sammenhængende, og selvom Phil Oakeys vokal i grunden vel ikke er noget særligt at skrive hjem om, så passer den perfekt til minimalismen på samtlige sange.
Der er noget at komme efter på Dare, men jeg tvivler på, at yngre lyttere uden lysten til at dykke ned i musikhistorien ville blive hængende ret længe. Det er synd. Ganske vist er meget af pladen både fortænkt, minimalistisk og med alt for meget ‘maskin-musik’ (og alt for lidt rytmeskabende, dunkende, dansabel bas under det hele), men det er ikke udelukkende et historisk dokument. Der er saft og bund i de fleste skæringer, og hvis man tager sig tid til lytningen er det overraskende nok primært hittet “Don’t You Want Me” der skuffer mest. Eller sådan var det ihvertfald ved mit genhør.