Der er nogle gange noget trygt og dejligt ved at genbesøge ungdommens idoler. I musikkens verden sker det typisk ved, at man finder lige præcis dét der album frem, som på et eller andet tidspunkt har gjort indtryk på en, eller som måske bare fremkalder erindringer eller følelser, som måske ikke i samme grad lader sig fremkalde på anden vis, og derefter falder man i gryden… Det er som regel både dejligt, vemodigt og glædesfyldt, så når disse efter lang tids tavshed pludselig giver lyd fra sig igen, så skal det naturligvis høres
Min ungdoms helte udi støjrocken var The Jesus And Mary Chain. Deres debutalbum, Psychocandy, var fast placeret på pladereolen indtil den dag, den ikke var at finde der mere. Det er en historie, der går igen ved en god håndfuld af mine plader, som jeg givetvis har lånt ud og aldrig har fået tilbage igen, eller som jeg muligvis har medbragt til en fest eller lignende, og som jeg derefter har glemt at hjembringe efterfølgende. Det er jo ærgerligt, men gudskelov lever vi jo i tider, hvor det hele kan genskabes via streamingtjenester, så bortset fra smerten ved det fysiske tab, så kan man overleve. Da de i 1987 udsendte deres andet album, Darklands, var støjrocken blevet lidt neddæmpet, og i stedet fik vi en samling fabelagtigt vellykkede pop-sange med distortion på guitaren, men ellers aldeles vidunderlige i deres klokkeklare referencer til fx 50’er- og 60’erpoppen fra USA.
Jeg var vældig glad for disse plader, også selvom den ene blev indkøbt på CD, og stor var min glæde da derfor også, da jeg opdagede, at ikke nok med at de to skotske brødre Jim og William Reid havde begravet stridsøksen (og ikke i hinanden, som Jim så smukt formulerede det i et interview) længe nok til at besøge Danmark, de havde sørme også haft tid til at udgive et nyt album. Så da det udkom, blev det naturligvis sporenstrengs indkøbt.
Der er en rigtig god ting ved Damage And Joy – og en rigtig skidt. Det gode er, at The Jesus And Mary Chain tager fat, præcis hvor de slap ved deres sidste udgivelse for 19(!) år siden, og alt er således ved det gode, gamle støjrockende, guitarbaserede musik, med vrede tekster, distortion overalt på guitarerne og korte, smældende rock- og popsange. Dét er dejligt! Det dårlige er, at alt er præcist som ved det gamle….
Det kan jo lyde lidt modsætningsfyldt, men hånden på hjertet, så kunne man måske have forventet en eller anden slags udvikling i løbet af de næsten tyve år? At det ikke er tilfældet kan man høre allerede på åbningsnummeret “Amputation”, der lige så vel kunne være blevet indspillet i 1990’erne – i lighed med an masse øvrige af numrene. Det er lyrik med linjer som ‘Kiss today, but fuck tomorrow’ fra “Amputation”, ‘Kill everybody who’s hip / Shoot ’em from the lip’ (“Mood Rider”) og ‘I hate my brother and he hates me / That’s the way it’s supposed to be’ (“Facing up To The Facts”, som iøvrigt er et fedt nummer). Der er med andre ord en masse, ungdommelig vrede, der kommer ud i både musik og tekst – og det kan måske virke lidt påtaget fra et par 50+-årige brødre. Men på den anden side; hvis det er det brændstof, der driver frembringelsen af god musik, så er det svært at have indvendinger mod det, ikke?
Og lad det være slået fast med det samme; det er en samling rigtig gode skæringer, der er på Damage And Joy. Det må det jo nødvendigvis næsten være, når nu det lyder næsten identisk med de andre gode sange, de producerede for 20 – 30 år siden. Så alt i alt; hvis De er til solid, guitarbaseret og sine steder lækkert tilbagelænet popmusik, pakket ind som vrede rock-sange, så er De godt hjulpet med The Jesus And Mary Chains nye album. Og ved siden af alt guitarfræseriet; læg mærke til den afdæmpede og næsten akustiske “Los Feliz (Blues and Greens)”. Det er en fin, lille sag. Og så er der masser af fuzz og energi på “All Things Pass” og et rigtig godt nummer med en larmende finale i “War on Peace”.
Jeg glæder mig til at se og høre dem på Roskilde Festival i år. Men eftersom jeg snart sagt er lige så gammel som de optrædende, så er jeg altså lidt bekymret for min – og deres – sundhedstilstand, når de sådan planlægger koncerten til at begynde kl. 02.00. Man er jo for fa’en ikke 20 år længere, vel?