Vi er landet ved nr. 2 af de albums, jeg har stående i pladereolen, som jeg skal have med på listen over alle tiders bedste debutalbum. Som tilfældet var med det første, The Doors, udkom det i 1967 – året, hvor rockpublikummet også blev beriget med The Beatles’ Sgt. Pepper…. Og uden sammenligninger mellem disse albums i øvrigt; der var godt nok noget at komme efter, sådan rent musikalsk, i disse år.
Are You Experienced? er et album af så ikonisk og skelsættende karakter, at jeg gerne kaster håndklædet i ringen og erkender min uformåenhed. Der er skrevet mange og lange artikler og tykke bøger om Jimi Hendrix, så jeg kan givetvis ikke bidrage med noget, der kan tilføje yderligere værdi til faste læsere af disse sider (om sådanne iøvrigt eksisterer). Men hvis vi lader som om, det er første gang, at De – kære læser – besøger Vinylstakken og af denne grund finder interesse i pladen, så lad mig kort introducere ophavsmanden og derefter produktet.
James Marshall Hendrix spillede guitar fra han var 14, og ved en optræden som Jimmy James i New York-klubben The Cheetah (iøvrigt som guitarist i Curtis Knights backing-band The Squires), blev han spottet af Keith Richards kæreste, den 20-årige Linda Keith, der med ildhu, entusiasme og gode kontakter fik ham med til England og Londons kreative musikmiljø, hvor han snart blev talk of the town. Hurtigt fik den nytiltrådte manager, Animals-bassisten ‘Chas Chandler’ hooket Jimi op med en rytmegruppe bestående af trommeslageren Mitch Mitchells og bassisten (oprindeligt guitarist) Noel Redding. Og med dén besætning kunne The Jimi Hendrix Experience påbegynde såvel tur-liv som indspilningerne af Are You Experienced?
Det er simpelthen det vildeste debut-album… Hendrix var som udgangspunkt guitarist med rødder i den blues-baserede rock, og det kan godt være, at der er blues-reminiscencer tilbage på pladen, men ellers er numrene på pladen domineret af allandskens mere eller mindre vilde indfald, hvor han vrider snart sagt alle tænkelige og utænkelige lyde ud af Stratocasteren i snart sagt alle tænkelige og utænkelige genrer. Fra rockfræserne “Purple Haze” og “Foxey Lady” over balladen “The Wind Cries Mary” og den tradtionelle bluesrock i “Hey Joe” og til de syrede udfoldelser på “Manic Depression” – et hardrock-nummer i 3/4 dels takt med voldsomt jazz-inspireret trommespil – og den mere laid-back “Third Stone From The Sun”. Endelig afslutter titelnummeret albummet perfekt, en ode som den er til bevidsthedsudvidelse af enhver karakter – hvad der afspejles i både tekst og musik.
Når man taler om – og lytter til – The Jimi Hendrix Experience, så er der naturligt nok ofte fokus på netop Hendrix og hans guitar. Men hvis der nu skulle være tvivl; det er altså et par fremragende musikere, han har fundet til rytmesektionen! Én ting er, at Hendrix kan bevæge sig forholdsvist frit i sit guitarspil mellem genrene, fra bluesrock over psych-/syrerock til noget, der ligner free-jazz, men det kunne altså kun lade sig gøre, hvis der var fuld forståelse og musikalsk bund i legekammeraterne ved bassen og bag trommerne. Der er trommedrevet funk i “Fire” og mere end gennemsnitlig jazz-inspiration i “Third Stone From The Sun” – og når det kan lade sig gøre, samtidig med at man kan rocke for vildt, så har man altså fundet sine sjælefrænder. Og det lille mirakel, der er gemt i denne fortælling er, at rekrutteringen skete næsten tilfældigt – hvis man skal tro myterne – blandt andet fordi Jimi Hendrix var ret glad for Noel Reddings frisure(!).
Med andre ord; det er en fremragende plade. Måske mere fordi den demonstrerer et så voldsomt talent og så meget kreativitet og gennemført musikalitet at have det i, mere end det for en historieløs og uhildet lytter er en rendyrket fornøjelse for øregangene. Det kan godt gøre lidt ondt en gang imellem, også fordi man jo bliver nødt til at spille det med volumenknappen tæt på max, men det gør ikke noget. Når en debutplade kan indeholde numre som “Purple Haze”, “Foxey Lady”, “Hey Joe” og “The Wind Cries Mary”, så er det altså et guldrandet album – der hermed er anbefalet til alle herfra.
Og hvis du ikke har fået nok af Hendrix, så er der mere på vej…. Og ellers kan man jo – hvis man ikke kan vente – kaste sig over Netflix og se den fine biopic Jimi: All Is By My Side, der fortæller om begyndelsen af karrieren.