Når nu man – som undertegnede – ikke er musikarkæolog, så kan det jo undre, at plader som denne er at finde i samlingen, i stedet for fx de to manglende studiealbums. Forklaringen er ret simpel; den er simpelthen købt i mangel af de to studiealbums.
Det er ikke et skidt bytte; når man kombinerer dette album med det forrige, Radio One og debutalbummet, så er man ret godt på plads i, hvad The Jimi Hendrix Experience var – og hvad de kunne. Signatursangene, “Foxey Lady”, “Purple Haze” og “Hey Joe” er naturligvis at finde her, og på en live-indspilning af denne karakter (samlet af tre afteners optræden på The Winterland Ballroom i San Fransisco, hvor trioen gav to shows pr. aften) bliver det tydeligt, hvorfor musik skal høres live.
Som en eller anden på et tidspunkt skrev: “Jackson Pollack ville ikke være i stand til at sprøjte maling på et lærred og skabe det samme kunstværk to gange”. På samme måde kan musikken, som den fremstår på studiealbums, ikke reproduceres 1:1 af kunstneren på scenen – omend man kan komme tæt på i vore dages gennemkoreograferede og -stylede koncerter. På disse live-optagelser kan man derfor høre, hvordan trioen kunne excellere i at skabe musik – på stedet – som ganske vist var komponeret og indspillet før, men som fik et helt andet liv på scenen.
Det gælder ikke kun Hendrix’ egne kompositioner. Der findes fx en uafrystelig instrumentaludgave af The Creams klassiker “Sunshine of Your Love” på pladen, hvor Hendrix, Redding og Mitchel tydeligvis kender hinanden og nummeret, men hvor de spiller sig helt ud i en højenergisk, skærende version, der mere bygger på følgeskab og intenst medspil end på de fastlagte akkorder, rundgange og soli. Også en anden klassiker, “Wild Thing” følger mere end Hendrix’ logik på scenen end den holder sig til standarden.
På de kendte numre får man på samme måde bevis for, at alle tre kunne lytte, spille og improvisere med og mod hinanden, så selv numre som “Foxey Lady” og “Purple Haze” får (endnu) mere kant end det var tilfældet på studieindspilningerne. Og det er ret fint, hvis man altså er til dén slags. Og det er det altså ikke alle, der er, for hvor meget man end kan anerkende virtuositeten og musikaliteten, så findes der altså også musiklyttere og musikelskere, der mener, at det nok larmer lidt rigeligt.
Det gør jeg ikke. Og denne koncertoptagelse, der lyder både frisk og behageligt fri for mange af de begrænsninger, som datidens teknik satte for live-musik, er ideel til at få en ‘som at være der selv’-fornemmelse af en koncert med The Jimi Hendrix Experience. Som vi altså er alt for mange, der aldrig fik lejlighed til. Anbefales derfor til afspilning på et velegnet stereoanlæg, med volumen på ‘ret højt’….