The Lover Speaks: The Lover Speaks (1986)

Da undertegnede i sin ungdom indkøbte musik på grammofonplader skete det ofte efter inspiration udefra. Det kunne være vennerne, der lige havde fået fingre i noget spændende, det kunne være radioen, der spillede et hit eller præsenterede os for noget anderledes og spændende – fx via det herostratisk berømmede og aldeles gloomy lytter-hitlisteprogram Det Elektriske Barometer – eller det kunne jo også være, at man faldt over noget spændende, når nu man alligevel var i pladeforretningen.

Jeg har en ret klar erindring om, at det var sidstnævnte inspirationskilde, der fik mig til at anskaffe mig The Lover Speaks selvbetitlede debutalbum, der i øvrigt også skulle blive deres eneste. Årsagen til, at jeg købte det var ganske simpelt, at da jeg entrerede provinsbyens lokale vinylpusher spillede de albummets 2. skæring, den absolut fremragende ’No More ”I Love You’s”’. Og når dén kunne være så god, måtte resten af albummet jo også være det, tænkte jeg, så dermed…

Det var den ikke ved efterfølgende gennemlytning, kunne jeg konstatere. Eller rettere; det var min opfattelse dengang. For ved genhøret overraskede pladen mig med sin forholdsvis friske og sprøde lyd – og ved en tekstmæssig orientering og dybde, jeg ikke lige havde hørt dengang, for mere end tredive år siden. Og ja; albummet er præget af sin tid, med masser af elektroniske trommer, der er ret enerverende i længden og en del synth, men den er samtidig fint opsamlende i forhold til hele New Romantics bølgen fra midten af firserne, og i virkeligheden er jeg måske mere glad for denne, end jeg fx er for Human League.

Og så er der jo lige dén der sang. ’No More ”I Love You’s”’. Hold nu kæft, hvor var den god. Og hvor jeg dog fortsat synes, den er aldeles vidunderlig. I tekst, struktur og musikalsk udførsel. Og her kan man sagtens se gennem fingre med den tidstypiske produktion, for det er simpelthen en lækker og smækker sag, der er så tæt på et pop-mesterværk, som det næsten kan være. Skamløst overset, da albummet udkom, hvor det ikke rakte til en top 50-placering på hitlisten, men efterfølgende samlet op af Annie Lennox, der med sit cover af sangen kunne ramme 2.-pladsen næsten ti år senere med en noget blodfattigere version.
Selv om den ved første gennemlytning kunne lyde som en standardudgave af en hjerte-smerte popballade, så er sanger David Freemans sindssygt udtryksfulde baryton, der ubesværet glider over i falset alle de rigtige steder, næsten opkvikkende på trods af den ellers smerteprægede tekst. Og backingvokalen, der mere er medskabende end opbakkende, er lagt i munden på June Miles-Kingston – der iøvrigt er tydeligt hørbar på hele albummet – og dén kontrast er understregende, sødmefuldt og smerteligt resignerende – som teksten i øvrigt også er.

”A language is leaving me / A language is leaving me / Changes are shifting me outside the words” synger Freeman mellem de mange repetitive mønstre i omkvædet. Og det er altså ikke tilfældigt, at netop sproget, ordene og lingvistikken bliver fremhævet. Bandets navn er en parafrase over et af den franske lingvist og filosof Roland Barthes mindre kendte værker: A Lover’s Discourse – Fragments, der er et næsten uanstændigt lærd værk, der med forfatterens egne ord tilbyder et studie i et ”discursive site: the site of someone speaking within himself, amorously, confronting the other, who does not speak.” Og det er netop det, der praktiseres hele albummet igennem: elskeren, der konfronterer sig selv med sit (tabte) objekt for kærligheden i en indre monolog, sunget for en lytter, der beholder den lige så indvendigt.

Det er altså godt set. Og godt udført det meste af vejen. Jovist er der smuttere undervejs, men det er altså lidt af en gåde for mig, hvorfor The Lover Speaks ikke nåede samme højder som fx Human League, Scritti Politi eller Tears For Fears. Musikalsk var de på (mindst) samme niveau, og idé- og tekstmæssigt mere end en anelse over. Og eftersom jeg er lidt af snob udi alle former for akademia, falder jeg altså aldeles pladask for et album, der fra ende til anden tager udgangspunkt i et forholdsvist inferiørt værk af en fransk lingvist.

Det behøver De ikke gøre, men helt ærligt; tage lige et lyt til ”No More I Love You’s”’. De vil – med stor sandsynlighed – ikke fortryde.