2007 var et ret godt år for musik i al almindelighed og for indie-musikken (i den brede betydning) i særdeleshed. Med udgivelser, der efterfølgende er blevet markører og stadig står som fixpunkter i deres karriere, fyldte Arctic Monkeys, Radiohead, Eddie Vedder, LCD Soundsystem og Arcade Fire godt på alle hitlister, og blandt årets 10 bedste album-udgivelser kunne man også finde The Nationals fjerde album, Boxer, der for mig stadig står som det bedste, de har leveret.
De er der sikkert mange gode grunde til. En af dem kunne være, at det var det første album, jeg anskaffede mig med bandet, så det er det, jeg har hørt oftest, en anden kunne være, at det var det album, der overhovedet fik mig til at lytte til The National i første omgang. eller også kunne det simpelthen være fordi, Boxer ganske enkelt er et fremragende album.
Det er ikke fordi formlen er ændret voldsomt i forhold til forgængeren Alligator. Det er stadig en solid gang mørk indie-rock, domineret af Matt Berningers flossede baryton, der nogle gange har en tendens til at blive let irriterende i sin mumlen (jeg mener; når nu manden skriver gode tekster, så ville det da være rart, at man kunne høre, hvad han sang hele tiden, ikke?), solide guitarer og fint piano-arbejde, og så er der altså de der trommer…
Bryan Devendorf er ikke en trommeslager, der gemmer sig, og The National er ikke et band, der bare bruger rytmesektionen til at holde takten. Da jeg i sin tid fik albummet, var det for mit vedkommende første gang jeg tænkte, at her har vi at gøre med noget så sjældent som et decideret tromme-drevet album. Devendorf stiller sig på ingen måde tilfreds med at holde det hele kørende på 2 og 4, men pisker, jabber og driver hver sang frem med synkoper, køller og tunge hits på alle de tammer, han har til rådighed. Et glimrende eksempel på det er “Squalor Victoria”, hvor introen består af trommerne alene, og hvor trommerne også i resten af sangen er dominerende over det minimalistiske arrangement. Også på den foregående skæring, “Brainy” er det trommerne, der med det let hektiske drive understreger (for?)følger-temaet i Berningers tekst om noget, der ligner en besættelse af elskeren.
Men man skal ikke være særlig meget feinschmecker eller nærlyttende for at høre, at dette er tilfældet på de fleste af de 12 sange på vinyl-udgaven af albummet. Der udenfor parentes alle er glimrende, men hvor især de fire første skiller sig ud. Albummet åbner med klagesangen over det hedonistiske samfund, “Fake Empire”, der indledes med et sparsomt arrangement, modigt indledt som noget, der minder om Leonard Cohens signatur-guitarspil, der sætter stemningen af tomme, regnvåde gader i byen, som resten af albummet udfolder sig indenfor, inden det efterfølgende udfolder sig voluminøst med fuld orkestrering, komplet med horn og hele pivtøjet.
Berningers tekster er som på forgængeren fine, lyriske og sine steder let foruroligende. Enkelte steder med håb – eller ihvertfald noget, der kan forveksles med håb – men som oftest med det lette sortsyn og desperation, der kendetegner både genren og især The National. Med linjer som “You wouldn’t want an angel to watch over you? / Surprise, surprise. the wouldn’t want to watch” er der både misantropi og sort humor at spore, mens det ser mere sort ud i den knugende og klaustrofobiske “Apartement Story”:
Tired and wired we ruin too easy
Sleep in our clothes and wait for winter to leave
But I’ll be with you behind the couch when they come
on a different day just like this one
We’ll stay inside til somebody finds us
Do whatever the TV tells us
Stay inside our rosy-mindend fuzz for days
Så kan det godt være svært at tro på forsikringen: ‘So worry not / All things are well’… Når det så er sagt, så er “Apartement Story” et af albummets bedste numre – hvis man altså behøver at pille et af dem ud, hvad der ingen grund er til på Boxer. Det er helt ærligt et af de fem bedste album, der udkom i 2007. Ihvertfald, hvis De skulle finde på at spørge mig.