På The Nationals femte studiealbum, High Violet, tager bandet over næsten præcis, hvor de slap på forgængeren, Boxer. Her er med andre ord ingen falsk varebetegnelse – og her er ingen overraskelser. Købte man High Violet i 2010 vidste man præcis, hvad man fik; weltschmertz i lyrikken, leveret klagende af Matt Berningers brugte baryton og pakket ind i mørk, sine steder næsten brummende kompakt, produktion, og med karakteristisk spil fra både trommerne, igen leveret drønpræcist, originalt og indpiskende de rigtige steder af Bryan Devendorf, og mere end kompetent guitarspil af Aaron Dessner.
Det kan jo lyde som om, det ikke er godt. At der mangler originalitet, nytænkning og fornyet kunstnerisk spændvidde. Men det gør der ikke. Hvis man kan lide The Nationals univers og tekslinjer som ‘Don’t leave my hyper heart alone on the water / Cover me in rag and bone sympathy / Cause I don’t wanne get over you’ fra “Sorrow”, så er man fint hjemme i de 11 skæringer, der er fundet plads til på albummet. Og så er det hørbart, at The National havde været i gang i mere end ti år, inden de udgav High Violet. De har simpelthen fundet deres udtryk, på et niveau, så man vil kunne genkende deres signaturlyd hvor som helst. Det er sgu’ egentlig meget godt gået.
Som noget lidt nyt og anderledes skete der dog noget andet ved udgivelsen af albummet end de trofaste fans hidtil havde oplevet; de fik et genuint hit, der blev voldspillet herhjemme på P3 af alle steder. “Bloodbuzz Ohio” kørte i heavy rotation hele året og sikrede, at også lyttere og musikelskere lidt længere væk fra Pitchfork-segmentet af intellektuelle musik-hipstere fik øjnene – og ørerne – op for de kvaliteter, der var at finde i The National, og det sikrede dem en fast plads ved mindst en af de festivaller, der er at finde i Danmark, hvert år efterfølgende. Også ved en af de allermindste af slagsen, en endags-festival for at fejre æble-høsten på Femø i Smålandshavet ved Lolland, hvor Claus Meyer havde inviteret dem til at spille, mens skibene blev lastede med øko-æbler. Så vi var nok alligevel ikke mange mil væk fra hipster-miljøet…
Det skal nu være dem vel undt. Både æblehøsten og deres gennembrud med “Bloodbuzz Ohio”. For at blive ved sidstnævnte, så er det en rigtig god, let up-tempo sag med (igen) karakteristisk trommespil og fængende hook og den er altså svær ikke at blive glad for, også på trods af den lette melankoli, der gennemsyrer teksten. Men den er ikke den eneste grund til at være glad for pladen; selv om den starter lidt drævende ved første gennemlytning, så er fx førnævnte “Sorrow” aldeles fremragende, og også “Afraid of everyone” og “Anyone’s ghost” er rigtig fine numre.
Og så har The National altså lige noget, jeg kun har strejfet i ovenstående og i de foregående gennemgange af deres albums. Hvis man et øjeblik lader sig forføre og synker ned i det univers, de etablerer, så er det altså gode historier, der serveres i teksterne – og som bliver pakket flot ind i musik, der både understreger og accentuerer det hele. Det univers er et, som mange modne mænd kan finde sig selv i; det handler mere om dagligdags, halvdårlig sex, at vi lyver for hinanden, har almindelige, kedelige jobs og generelt bare er mennesker. Det er ikke skidt, det er genkendeligt og om ikke trygt, så i det mindste noget, vi kan spejle os i.
Når det er sagt, så er The National også både grandiose, subtile og voluminøse. I musik, i tekster og i udførsel. Det er på alle måder og helt igennem godt.
PS: Det er lidt cool, at når nu man har lavet et album, hvis titel indeholder en farve, så at lade vinyludgaven af albummet trykke i samme farve…
