Der er efterhånden ret langt fra de søde og pæne piger, der for 40 år siden sang popsange om drømmen om den rigtige mand til nutidens kvinder, der indenfor alle populærmusikkens genrer ikke lader deres mandlige kolleger noget efter i hverken teknisk kunnen, sangskriverkunst eller de ret direkte udsagn om styrke, seksualitet og svagheder.
Eksemplerne i disse dage er legio; fra Myrkur i den hårdtslående death metal-genre med nordisk mytologi og folkemusik som tonstung ballast i den ene ende til den hårdtslående rapper Princess Nokia med “With my little titties and my phat belly / I could take your man if you finna let me / It’s a guarantee that he won’t forget me / My body little, my soul is heavy” i den anden. Og derimellem kan man så finde alle de andre (selv-)bevidste kvinder, der frit boltrer sig indenfor musikformer og tekster, der indtil for få år siden var forbeholdt, eller i det mindste voldsomt domineret af, mænd.
Efter sit gennembrud med hit-singlen “Habits (Stay High)” fra sit første album holder svenske Tove Lo sig fornemt indenfor noget, der vel kunne kaldes electro-pop/dance music på opfølgeren Lady Wood. Jeg ved ikke helt, om det er en genre, eller hvad den i givet fald udgøres af, men det er elektronisk, med fine rytmer, hørbar – omend sine steder lidt lunken – bas og hele tiden holdt oppe af Tove Los fine vokalarbejde. Det er med andre ord både smooth og dansabelt, også selvom albummet ligger og snurrer stilfærdigt på grammofonen i stuen, og musikken ikke bliver pumpet ud med 120 decibel over et dansegulv.
Titlen på albummet, Lady Wood, signalerer samtidig ganske fint, hvad det hele drejer sig om. ‘You give me lady wood’, synger Tove, så man tror på hende, og rammesætter dermed den underliggende præmis; kvinder ejer deres seksualitet på nøjagtigt samme niveau som det modsatte køn. Her er ingen lillepige-forsagthed eller længsel efter drømmemanden, her går indtrykket direkte i mellemgulvet og afstedkommer umiddelbart kropsligt udsving. Eller, som det bliver sunget på det bedste track på albummet, “True Disaster”:
Pretty boys that didn’t teach me things I didn’t know
They don’t have the thing I need, but they don’t know they don’t
You got that old thing about ya, and I can’t hide my feels
Pretty girls, they always die out, need another sex appeal
Say come on, zero fucks about it
Come on, I know I’m gonna get hurt
Come on, zero fucks about it
Det er et fedt nummer, som man simpelthen bare har svært ved at stå stille til, og det kan faktisk godt undre, at det ikke var dét, der blev første-singlen fra albummet. Det blev i stedet det efterfølgende track: “Cool Girl”, der iøvrigt også er et fint nummer, men måske uden det schwung, som “True Disaster” indeholder.
Helt basalt er det en god plade, som jeg er glad for, at jeg impulskøbte i vinteren 2017. Den bringer varme, gør den. Strukturelt er den opbygget i to halvdele, som man firkantet sagt kunne benævne “The Party” og “The Afterparty”. Rusen, kropsligheden og overgivelsen sat overfor efterveerne, refleksionerne og tømmermændene. Det burde gøre de to halvdele dynamiske og modsætningsfyldte, men det gør det faktisk kun på tekstniveau. Hele albummet fortsætter i samme stil, med gode beats, en lettere melankolsk understrøm af synthesizer-flader – der iøvrigt gør hele albummet lidt mørkere, end man egentlig forventer af pop-dronninger indenfor elektro-pop – og Tove Los fine vokal.
Med andre ord; den vil jeg svært gerne anbefale. Også selvom man (jeg) normalt ikke er den, der står forrest i køen, når der skal høres dancemusic eller elektroniske beats hele natten.
PS: Et overfladisk blik på coveret kunne godt afsløre en vis lighed med en af forgængerne i popmusikken. Om det er en hyldest eller noget andet, må så være op til den enkelte at afgøre.
