Vi er nået frem til den anden dansksprogede LP i min samling – eller ihvertfald delvist dansksproget. Og hvis jeg mente, at der manglede lidt kant på den forrige plade, Chris de Burghs The Getaway, så kan jeg med sindsro melde, at det så absolut ikke er tilfældet her.
Der er faktisk så meget kant på, at jeg har hørt albummet mere end en gang, da jeg nåede frem til det i B-sektionen. For alt andet lige; det er ikke et let album at gå til, selv om det er et opsamlingsalbum, hvor man må formode, at det fineste fra bandet er fundet frem til lejligheden. Og selv om jeg således har haft god tid til at lade mine overvejelser modne, så er jeg godt nok stadig usikker på, hvad jeg skal mene om det.
Jeg er ret sikker på, at jeg har anskaffet mig albummet forholdsvis sent, og jeg er overbevist om, at det er sket ud fra en indskydelse om, at Burnin Red Ivanhoe er/var en institution i dansk rock, og derfor måtte jeg nødvendigvis eje en skive med dem, og når nu den var til fals på et eller andet plademarked, kunne jeg jo lige tage den med hjem. Så dermed; jeg har en plade med Burning Red Ivanhoe, den hedder Dansk Beat og det er en opsamlingplade med karakteristisk musik fra bandet.
Og det er karakteristisk. Carl Nielsen er blevet citeret for at udtale, at musik ikke nødvendigvis behøver at være sukkermadder hele tiden; der må godt være lidt groft rugbrød indimellem, for musik skal ikke altid bare være honningindsmurt fornøjelse. Det er et fornuftigt standpunkt – og tydeligvis noget, som bandet har taget til sig. Ihvertfald er det sine steder aldeles vanskeligt at få hold på, både genremæssigt og musikalsk, da det peger i alle mulige retninger – og da det rent faktisk er lidt støjende og visse steder decideret irriterende at lytte til for en nutidig lytter.
Når det så er sagt, så er det tydeligt at høre, at Burnin Red Ivanhoe var noget ganske andet, end publikum tidligere havde hørt. Bandets ‘stamme’ bestod i guldalderen af Karsten Vogel, Kim Mentzer og Ole Fick, og sammen med en række skiftende musikere, blandt andet Arne Würgler og Poul Dissing, producerede de en række albums fra midt i 60’erne og frem til starten af 70’erne, der primært var avantgardistisk i en blanding af freejazz/fusionsjazz, rock, folkrock og hård rock.
Pladen demonstrerer til fulde, at Karsten Vogel & Co. havde haft lyttelapperne ude blandt de mere fremsynede musikere indenfor både jazzen og rocken. De kan håndtere deres instrumenter, og når først man har købt ind på præmissen, så er det aldeles fremragende, hvad de formåede at frembringe. Orkestreringen er en vidunderlig blanding af et standard rockorkester og så adskillige træblæsere, horn og hvad de nu ellers kunne får fingre i. Og det fungerer! Men igen; man skal købe ind på både tidsånd, præmis og genre – og genrenedbrud.
Hvis man udsætter nutidige lyttere for pladen er jeg ret overbevis om, at de ikke beder om et da capo. Det larmer for meget, det er lidt for atonalt, dissonant og improviseret, og det er – som jeg indledte med – generelt lidt støjende og irriterende. Men efter et par gennemlytninger griber det lidt, ikke mindst fordi man kan høre, at det er godt nok dygtige folk, der står bag dette. Men jeg må jo nok krybe til korset og erkende, at heller ikke hos undertegnede bliver det en ofte gentaget fornøjelse at høre pladen. Den er for kantet til middagsselskabet og for støjende som baggrund til hyggelæsningen i hjørnet – og den er bare for mærkelig at sætte på som underlægning til madlavning og familiesamvær.
Men derfor bør man ikke snyde sig selv for oplevelsen. Burnin Red Ivanhoe er kanoniseret i dansk musik (eller bør være det), og alene af den grund skal man høre det ti minutter lange epos “Tingel- Tangelmanden” (med Dissing i front) eller en arketypisk, tidlig Burnin Red Ivanhoe-sang som “Ivanhoe i Brøndbyerne”. Det er muligt, at det ikke holder, men det er sgu skægt at være med til undervejs…
NB: Burnin Red Ivanhoe har varmet op for Jimi Hendrix ved en koncert i Stockholm. Det er faktisk ret godt gået, og det siger en del om det internationale snit, der var over bandet.