Midt i sangen “Doing The Unstuck” på side 2 af dobbeltalbummet Wish udbryder Robert Smith pludselig: ‘Let’s get happy’! Det kunne jo godt forlede en og anden til at tænke, at nu er selvsamme Smith da endelig ude over sit sortsyn, sit afsavn og den konstante og evindelige smerte og lede ved verden, kærligheden, livet og alt…
Kategori: Ikke-kategoriseret
The Cure: Disintegration (1989)
Er der overhovedet et nummer på denne plade, der ikke spilles i mol? Disintegration er The Cures mesterstykke; et sammenhængende værk, præget af dysterhed, dommedag, kulde, fravær og dekobling (hence the title, sommansir), og selv om mit eget, aldeles subjektive, bud på den bedste Cure-plade nogensinde var deres forrige album, Kiss Me Kiss Me Kiss Me, så er det…
The Cure: Kiss Me Kiss Me Kiss Me (1987)
De fleste anmeldere og kritikere verden over vil fortælle dig, at The Cure peakede på den skelsættende Disintegration, deres vidunderlige album fra 1989, men hvis du spørger mig, så finder man kvintessensen af alt, hvad der er The Cure på dette dobbeltalbum. Samtidig er det i min verden det bedste The Cure nogensinde har lavet –…
The Cure: The Head On The Door (1985)
For nogle år siden rendte et af mine børn – her skal ikke nævnes navne – rundt med håret farvet knaldsort, tung mascara på øjnene og et verdensfjendtligt udtryk i ikke blot øjnene, men i hele hendes attitude. Det hele var tydeligvis noget skidt, lod hun klart forstå, og bands som My Bloody Valentine og…
Culture Club: Colour By Numbers (1983)
Det kan godt være, at Boy George så mærkelig ud i sine store gevandter og hatte, og det kan da også godt være, at mine børn er ved at dø af grin, når man sætter pladen på, men det var skisme svært at komme udenom Culture Club i de tidlige firserne – og med Colour By…