Et af de markante møder, jeg har haft med David Bowie – ikke fysiske møder, altså, det er godt nok alligevel aldrig overgået mig – var, da jeg for efterhånden rigtig mange år siden første gang så filmen Christiane F – wir Kinder von Bahnhof Zoo. Bowie selv spillede en lille rolle i filmen, som sig selv, da det var under til en koncert med Bowie, at hovedpersonen i filmen første gang prøvede heroin, og det er netop heroin og afhængighed filmen kredser om.
Filmen gjorde et uafrysteligt indtryk på mig. Jeg var i den aldeles formative alder, og hovedpersonernes trængsler og lidelser – og de var mange – skar sig direkte ind i min på det tidspunkt næsten uberørte sjæl. Derudover var det også i dén film, at jeg, som jeg husker det, første gang hørte titelnummeret til Bowies andet album i Berlin-trilogien, Heroes.
Det er en fabelagtig sang. Dyster, desperat og med nerve og nærvær i hver eneste strofe, og hver eneste akkord. Skærende dissonant i baggrunden sine steder, og med den maskinelle baggrund af synth, guitarer og larm, som Berlin-trilogien er så rig på. Og så iøvrigt med en tekst, som enhver følsom teenager kan forholde sig til, uanset om man ser den som et koldkrigs-udsagn, eller om man hører den som det ultimative kærlighedsstatement, hvor kun du og jeg eksisterer. Og så er den faktisk også fuld af håb.
“Heroes” er blevet et af de numre, der for rigtig mange er synonymt med David Bowie. Det kan jeg godt forstå. Sammen med “Life on Mars”, “Ziggy Stardust” og “Space Odity” er det med til at indkredse de forskellige faser af Bowies produktion frem til dette album, der udkom i 1977.
Resten af albummet? Jeg bliver nødt til at krybe til erkendelse her… Jeg har det frygteligt svært med hele Berlin-trilogien, og Heroes er heller ikke et af mine favorit-Bowie-albums. Som på Low er der masser af støj, noget ambient synth-musik og lange instrumentalnumre, der primært synes skabt på stedet af Bowie og hans – på det tidspunkt – tro følgesvend, Brian Eno.
Det er ikke nødvendigvis skidt, slet ikke, faktisk! “Neukölln” har jeg fx lært at holde rigtigt meget af, men altså; måske er det genren, måske er det udførslen, jeg ved det faktisk ikke rigtigt. Det er ihvertfald forholdsvis svært tilgængeligt i forhold til mange af Bowies øvrige albums, og nogle steder så er der altså passager, hvor det mest af alt lyder som, nå ja, larm… Hvis man skal høre Heroes og lære at holde af det, så anbefaler jeg, at man sender familien ud af døren, og lytter det igennem 2-4 gange. Så finder man hist og her passager, hvor man tænker, det er sgu’ da egentligt ret godt, det der, men det er altså ikke et album, der sætter sig direkte på mine øregange. Dertil er det lidt for avantgardish og elektronisk eksperimenterende.
Men muligvis er Heroes netop dit favoritalbum med David Bowie, og dét behøver vi absolut ikke komme op at skændes over. Og igen; “Heroes er et fabelagtig godt nummer!
NB; Jeg skrev om Low, at hele side 2 er som soundtracket til en film, du aldrig har set. Jeg tjekkede lige soundtracket til Christiane F på det store indernet, og her viser det sig, at en hel del af numrene fra Low er at finde. Så filmen blev altså til noget