Er der overhovedet et nummer på denne plade, der ikke spilles i mol? Disintegration er The Cures mesterstykke; et sammenhængende værk, præget af dysterhed, dommedag, kulde, fravær og dekobling (hence the title, sommansir), og selv om mit eget, aldeles subjektive, bud på den bedste Cure-plade nogensinde var deres forrige album, Kiss Me Kiss Me Kiss Me, så er det…
Tag: hits
The Cure: The Head On The Door (1985)
For nogle år siden rendte et af mine børn – her skal ikke nævnes navne – rundt med håret farvet knaldsort, tung mascara på øjnene og et verdensfjendtligt udtryk i ikke blot øjnene, men i hele hendes attitude. Det hele var tydeligvis noget skidt, lod hun klart forstå, og bands som My Bloody Valentine og…
Culture Club: Colour By Numbers (1983)
Det kan godt være, at Boy George så mærkelig ud i sine store gevandter og hatte, og det kan da også godt være, at mine børn er ved at dø af grin, når man sætter pladen på, men det var skisme svært at komme udenom Culture Club i de tidlige firserne – og med Colour By…
Culture Club: Kissing To Be Clever (1982)
En homoseksuel irsk mand som forsanger, en farvet englænder som bassist, en all-white angelsaksisk ærkebrite på guitar og keyboards og en jødisk trommeslager. Dertil en god portion (selv-)ironi ved dannelsen af bandet, og så har man en Culture Club i al dens mangefacetterede mangfoldighed. Anført af den ualmindeligt androgyne forsanger Boy George – som jeg…
Crosby, Stills & Nash: Crosby, Stills & Nash (1969)
Der findes albums, som jeg af den ene eller anden grund opfatter som tidløse. Det er de sandt at sige ikke altid, og jeg er mere end en gang blevet mødt med hovedrysten, himmelvendte øjne og dybe suk, når jeg begejstret har udtalt “Hold nu kæft; den holder jo stadig..” om et album, som det i…